Min blog

Sidebemærkning

Min blog

 

Hej og velkommen til min blog.

Mit formål er at invitere indenfor i en ganske almindelig 34 årig fraskilt kvindes liv. Jeg vil både dele små hverdagsting, kreative ideer, men også dybere emner og tanker helt uden filter. Mit håb er at inspirere jer, både igennem tips og anbefalinger men også igennem tanker og oplevelser.

Jeg har altid hørt for, at jeg har en “krøllede hjerne” både blandt venner og familie men også i skolen og senere på min arbejdsplads. Det har aldrig været på en negativ måde, men mere sådan: Maja – du ser altid ting fra vinkler vi andre ikke anede eksisterede, har du ikke en ide til… eller hvordan ville du lave…

Som barn havde jeg faktisk svært ved at rumme min egen kreativitet, jeg kunne ikke helt tackle alle de tanker og ideer som vrimlede rundt i mit hoved i et stort kaos. Men hurtigt lærte jeg (og med stor opbakning fra min familie) at udforske og bruge alle disse ideer og tanker, frem for at lade det stresse mig og påvirke mig negativt. Så i dag har jeg altid gang i en masse projekter og nyder processerne.

Jeg håber I vil følge med og lade jer inspirere.

Social Share Counters

Jeg så døden indtræde

I Påsken havde jeg den forfærdeligste men dog også smukkeste oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg har tænkt på den her oplevelse hver eneste dag lige siden, med både tårer, sorg, smil og taknemmelighed.

Jeg vågner ved min telefon ringer kl. lidt i 5 om morgenen, det er min mor som med bævrende stemme siger: Hej skat, undskyld jeg vækker dig. Men vi har siddet ude på hospitalet ved farmor det meste af natten, og det ser ud til at det er meget snart. Så hvis du skal nå at sige farvel, er det nok ved at være nu.

Jeg skynder mig i tøjet og får hurtigt lagt besked på arbejdet om at jeg ikke kommer. På vej i bilen kan jeg mærke min mave trækker sig sammen og en voldsom kvalme vælter ned igennem mig. Der er ikke mange biler på vejene, tankerne flyver rundt i hovedet på mig da der i den modkørende bane, kommer en ambulance kørende med udrykning. Jeg mærker i det samme at tårende triller i en let strøm ned af mine kinder. I elevatoren på vej op til 24. etage, står der en mideladrende kvinde og en ældre mand. Jeg ved ikke om kvinden kunne se jeg havde grædt, eller om jeg bare så trist ud, men hun kigger meget intenst på mig, jeg forsøger at frembringe et lille smil og kigger derefter væk igen. De skal af før mig og da dørene åbner og de er på vej ud, vender kvinden sig om imod mig og siger: Det skal nok gå… Da dørene er ved at lukke igen, får jeg fremstammet et forsigtigt: tak.

Jeg kommer ind på stuen hvor hele min familie står rundt om sengen, jeg ser min farmor ligge og kæmpe for hver eneste vejrtrækning, hun ligner slet ikke sig selv. Min tante som står på den ene side, giver slip på min farmors hånd og vifter mig hen for at få hendes plads. Jeg tager min farmors hånd, og giver hende et kys på panden – i det samme åbner hun øjnene, jeg kan tydelig se at hun er til stede og genkender mig. Hun kan ikke tale for den besværet vejrtrækning, men da min faster spørger hende om hun godt ved at vi allesammen er her, kommer der et højt og tydeligt ja over hendes læber. Vi sidder 12 mand rundt om sengen, nogle har siddet der det meste af natten, andre af os er lige kommet, men lige nu er vi her allesammen og jeg bilder mig ind, at farmor tydeligt kan mærke det, selvom hun ryger ind og ud af bevidstheden.

Timerne går, nogle er lige taget hjem og vende andre er lige gået ned for at få lidt luft. Min fætter kommer tilbage, han har været hjemme og bage en banankage til os allesammen. Vi sidder igen alle på stuen med svigende opsvulmede øjne i en tåge af træthed og guffer banankage. Ingen af os havde rigtig fået noget at spise hele dagen, så det løftede både energien og stemningen lidt at vi alle sad med chokoladefingere og overskæg, på 24. etage med udsigt over hele Herlev. Hen på aftenen er min farmors tilstand så dårlig, hun kommer slet ikke længere til bevidsthed i små glimt, som tidligere på dagen, vi sidder alle og holder vejret hvergang hun trækker vejret, er det nu den sidste vejrtrækning.

Min far går ned og køber en flaske rødvin i kiosken, og da han kommer tilbage sætter han min farmors yndlings sang på mobilen og lægger den på hendes bryst. Det her øjeblik vil jeg aldrig glemme. At sidde med hele min elskede familie, drikke rødvin af pap-krus og tage afsked med vores mor/svigermor/farmor/bedstemor som vi holder så meget af. Hende som har været vores klippe, hende som altid har været der. Alt sammen imens vi hører Grethe Ingmann: “Dengang du var sorgløs og ung”

Vi sad alle og græd, men samtidig var der også en masse smil, grin, kram og fremfor alt SÅ ubeskrivelig meget kærlighed i det her rum. Jeg kiggede på et tidspunkt rundt i rummet. En sad og kyssede farmors hånd, to sad og hulkede og holdt om hinanden, en sad med hovedet på en andens skulder og en stod op og kiggede tomt ud af vinduet. Det her er MIN familie, MIN familie som er ramt af en dyb sorg på hver vores måde, med hver vores tanker og minder. Men vi er lige her midt i det – SAMMEN. Hvor er jeg taknemmelig for at have en familie, taknemmelig for at have lige nøjagtig denne her familie, taknemmelig for at have dem at dele glæder med, men i aller højeste grad også sorger med.

Da klokken nærmede sig 22 kom min mor tilbage, hun havde været hjemme og sove et par timer, så hun kunne sidde ved min farmor om natten. De andre som snart havde været vågn de sidste 40 timer, tog hjem for at få et par timer søvn og så komme tilbage. Jeg blev lidt hos min mor og drak en kop kaffe, da de andre var taget hjem. Jeg havde en mærkelig følelse i kroppen, jeg kunne ikke tage hjem, noget sagde mig at det var meget tæt på nu. Jeg sad en times tid sammen med min mor, på hver vores side af farmors seng. Ved 23 tiden bliver jeg enig med min mor om at det er bedst at jeg tager hjem og få et par timers søvn. Jeg rejser mig op, lægger armen om min farmors nakke, kysser hende på kinden og visker hende ind i øret: “Du behøver ikke kæmpe længere søde farmor, du må godt give slip” Og i det samme sker det voldsommeste jeg nogensinde har været vidne til. Hun åbner øjnene fuldstændig op, kigger mig lige ind i øjnene med 10-15 cm afstand fra mine øjne. Der kommer en masse lyde fra hende, som jeg dårligt kan beskrive, men jeg var ikke i tvivl om hvad der skete nu. Jeg har i de her 30-40 sekunder det står på, hele tiden øjenkontakt med hende, og pludselig sker der noget med øjnene som jeg slet ikke kan beskrive og aldrig har set før. Men det der sker her er uden tvivl at sjælen forlod øjnene og kroppen, og derefter lå hun helt stille og fredfyldt.

Jeg rystede over hele kroppen, jeg var SÅ chokeret over det der lige skete. Jeg har set mine andre bedsteforældre efter de var døde, men jeg har aldrig set et menneske dø. Og jeg var slet ikke forberedt på hvor voldsomt det så ud og at det tog så lang tid, altså selve det at dø. Jeg havde en forestilling om, at det “bare” ville være en sidste tung udånding og så stoppede man med at trække vejret. Men at det tog imellem et halvt og et helt minut med en masse voldsomme lyde og rystelser, det chokerede mig i den grad.  Men når det så er sagt, så er jeg evigt taknemmelig for at jeg fik lov til at sende min farmor afsted på sin sidste rejse.

Vi fødes alene og vi dør alene. Men at jeg har fået lov til at være den første til at tage imod mine børn og den sidste til at slippe min farmor, er de største gaver livet har givet mig.

Social Share Counters

Jagten på lykke

Vi søger den, vi ser den i små glimt og når den viser sig, så kæmper vi med næb og klør for at holde fast i den. Jeg har kæmpet de sidste år for at finde den og holde fast i den, jeg har som de fleste oplevet den flere gange i alle mulige former. Nogle gange i små glimt, så som når jeg ved et tilfælde overhører en samtale imellem mine piger på 10 og 7 år.

Luna: “Jeg har en gave til dig Melia. Jeg har købt den her skoletavle til dig, som du ønskede dig”

Melia: “Har du selv købt den til mig?”

Luna: “Ja, for mine egne lommepenge”

Melia: “Du er den bedste storesøster i hele verden”

Eller når jeg sidder til en almindelig familiemiddag og der pludselig opstår en situation hvor vi får et total grineflip allesammen. Altså sådan et grineflip af de helt store, hvor vi slet ikke kan stoppe igen og tårene triller ned af alles kinder.

Andre gange har jeg oplevet den af lidt længervarrig karakter. Som når jeg har mærket kærligheden banke på. Den der nye spirrende kærlighed, hvor man render rundt i en rus af småsindssyge og sommerfugle i maven. Den der hvor man næsten ikke kan være i sin egen krop, og man har konstant kvalme (men en god kvalme) og har bare lyst til at skrige sin glæde ud.

Eller når man har knoklet på et projekt på arbejdet, og man har lagt alt sin energi i det fordi man troede så meget på det. Og når resultatet så kommer, er det en kæmpe følelse af sejer, glæde og en følelse af at det nytter at knokle og mit arbejde gør en forskel.

MEN…

ofte oplever jeg, at de her glimt som der egentlig er mange af, bliver overskygget af en skuffelse/frustration over ikke at kunne fastholde dem. Kort efter pigernes samtale, så skændes de måske over uenigheder i en leg. Grineflippet til familiemiddagen bliver afløst af en praktisk snak om ting der skal løses. Den spirrende kærlighed slutter måske ligeså hurtigt og brat som den var opstået, uden du aner hvorfor og sommerfuglene bliver på et split sekund erstattet af en mavepuster. Tiden efter dit projekt på jobbet, bliver afløst af rutine opgaver og din energi daler lidt igen.

Set i bakspejlet, så tror jeg min største udfordring ligger i, at jeg måske kæmper en forkert kamp. Måske ligger fejlen i at jeg kæmper for at fastholde lykken, for hvornår er det man forsøger at fastholde noget rart? Er det ikke når vi enten er ved at miste det, eller måske har mistet det? Og for mit vedkommende så kommer den fastholdelses kamp, til at fylde langt mere end lykken i sig selv gjorde. Og med dette adfærdsmønster kan jeg se, at jeg faktisk går hen og bliver “bange” for at opleve lykken. Jeg begynder ubevidst at bygge et skjold op, hvor jeg ikke tillader mig at være 100% glad. Jeg holder mig selv nede og stiller mig selv på sidelinjen og kigger på glæden og lykken i stedet for. Hvorfor gør jeg det? Det er da tåbeligt. Men det gør jeg vel i et misforstået forsøg på at passe på mig selv. Hvis jeg nu holder lidt igen, stiller mig på strandkanten og kigger på, og ikke lader mig flyde helt med på de her lykkebølger. Men sætter forden ned og sørger for jeg hele tiden kan bunde, så kommer jeg ikke ud på det dybe vand og dermed er risikoen ikke ligeså stor, for at det går galt. Men så fratager jeg måske også mig selv muligheden for at opleve mange flere og større lykkeglimt, for er det ikke ude på det åbne hav at bølgerne er flest og størst?

Jeg tror at løsningen ligger i, at flytte fokuset fra at fastholde lykken og glæden, for ved ordet fastholde ligger en undertone af “bange for at miste”. Men i stedet for fokusere på for det første, at turde overgive sig til bølgerne og ride med på dem. Og for det andet stole på, at vi nok skal klare den hvis vi falder af i ny og næ (for det vil vi gøre). De fleste af os kan svømme og det er også noget af det første vi lærer vores børn, så vi skal nok komme i land igen. Og der ud over har vi alle også den mulighed, at åbne vores øjne og række ud for at få hjælp af alle de andre omkring os, som rider på bølgerne lige ved siden af.

Der er bølger nok til os allesammen, vi behøver slet ikke at kæmpe om dem. Men vi kan vælge at bare stå på strandkanten og kigge på dem og nyde dem derfra, eller vi kan vælge at kaste os ud i dem og opleve dem, nyde dem og stole på at vi nok skal kunne komme i land igen når vi styrter. Og så tage en tur mere når vi har fået vejret.

Brug det turpas som vi alle får udleveret ved fødslen og som først udløber når vi dør. Tag så mange ture på de bølger du overhovedet kan nå. Og lad være med kun at være den der står og vinker til de andre.

Vælg lykken, i stedet for at kigge på den.

 

Social Share Counters

Mit livs største beslutning blev truffet i dag

Sidst jeg så på vækkeuret, stod der 05.03 nu er der kun tre kvarter til jeg skal op og jeg har ikke sovet endnu. Det har været den længste nat nogensinde. Tankerne, frustrationerne og sorgen har væltet rundt i mig hele natten, om få timer bliver min verden vendt fuldstændig på hovedet. Jeg er bange og enormt ked af det, har jeg nu truffet det rigtige valg? Er alle andre muligheder prøvet? Er det her virkelig nået dertil, hvor jeg bliver nødt til at gøre noget så drastisk? Jeg er slet ikke sikker, for jeg har virkelig ikke lyst til at gøre det her. Og gud hvor har jeg spurgt mig selv mange gange, om det så også er det rigtige når jeg nu er i tvivl?

Men det sidste halve år har været en stor kamp. En kamp som har kostet mig SÅ dyrt på det personlige plan, og en kamp som ikke mindst har kostet mine piger en høj pris, i form af en mor der har været ked af det og en mor som intet energi og overskud har haft. Hvornår er nok, nok? Hvornår kan man med rette sige til sig selv, at man gjorde hvad man kunne, jeg kæmpede med alt hvad jeg indeholder, men nu kaster jeg håndklædet? Jeg ved det ikke og det er jo nok også meget individuelt. Men min grænse er nået nu hvor jeg ikke ser nogen anden udvej, end at passe på mig selv og vise mig selv den respekt at sige stop og så tage de konsekvenser der nu vil følge med denne beslutning.

Klokken er 7.30 da jeg åbner døren ind til mit kontor på arbejdet. Jeg tænder computeren, åbner vinduet og sætter kaffe over, alt er fuldstændig som det plejer, men jeg ved at det langt fra er som det plejer. For jeg ved at alt hvad jeg gør nu, det er jeg igang med at gøre for sidste gang. Det er en hel ubeskrivelig vemodig følelse og jeg tager mig selv i at tænke flere gange: Er det nu det rigtige Maja? Du kan stadig nå at fortryde, eller måske bare udskyde det lidt endnu. Men blot ved et kort forbigående blik på stolen ved siden af min, bliver jeg lyn hurtigt overtaget af alle de forfærdelige, ødelæggende og modbydelige følelser, som er grunden til min beslutning i dag.

Jeg går igang med at rydde ud i mine skuffer og på min computer, pakker mine private ejendele ned og går ud for at få lidt frisk luft inden jeg tager turen ned af gangen. En kollega kommer ud til mig. – Hvad søren sker dig med dig Maja? Du ligner en der godt kunne bruge et kram. Og man må sige at han ikke kunne have mere ret i sin observation. Jeg får en skøn krammer og tænker: Hvor er det bare ikke fair at jeg bliver nødt til at gøre det her, når jeg har så mange fantastiske kollegaer og et spændende job. Kan det virkelig være rigtigt at to personer ud af en hel arbejdsplads fyldt med skønne mennesker, skal få lov til at ødelægge mig så meget? Nej det kan ikke være rigtigt, men det er ikke destomindre hvad der er sket.

Jeg trækker vejret dybt tre gange, tager min taske og går ned og banker på chefens kontor. Jeg får lagt min opsigelse og går for sidste gang ud af døren på min arbejdsplads. Jeg får i mit hoved på vej ud på parkeringspladsen, taget afsked med de sidste 4 år af mit liv. 4 fantastiske år som jeg har lagt alle mine kræfter i og som har givet mig så meget både fagligt og personligt.

Men det sidste halve år har været forfærdeligt og jeg har været ved at knække flere gange undervejs. Jeg kæmpede, ikke mindst på grund af den store opbakning jeg har haft. Men jeg knækkede og må erkende, at jeg tabte kampen mod mobning.

Jeg er så ked af at jeg måtte give op i dag, det gør så ondt helt ind til rygmarven. Men det var en beslutning som var nødvendig, ellers er jeg alvorligt bange for jeg om meget kort tid, havde mistet mig selv fuldstændig.

Derfor tog jeg mit livs største beslutning i dag.

Giv et ekstra kram til jeres sidemand, han har måske brug for det. Pas på hinanden og vær søde ved hinanden.

Når livet gør ondt og man må tage store beslutninger

Social Share Counters