voksenmobning
0 Flares Twitter 0 Facebook 0 Filament.io 0 Flares ×

Sidst jeg så på vækkeuret, stod der 05.03 nu er der kun tre kvarter til jeg skal op og jeg har ikke sovet endnu.

Det har været den længste nat nogensinde. Tankerne, frustrationerne og sorgen har væltet rundt i mig hele natten, om få timer bliver min verden vendt fuldstændig på hovedet. Jeg er bange og enormt ked af det, har jeg nu truffet det rigtige valg? Er alle andre muligheder prøvet? Er det her virkelig nået dertil, hvor jeg bliver nødt til at gøre noget så drastisk? Jeg er slet ikke sikker, for jeg har virkelig ikke lyst til at gøre det her. Og gud hvor har jeg spurgt mig selv mange gange, om det så også er det rigtige når jeg nu er i tvivl?

Men det sidste halve år har været en stor kamp. En kamp som har kostet mig SÅ dyrt på det personlige plan, og en kamp som ikke mindst har kostet mine piger en høj pris, i form af en mor der har været ked af det og en mor som intet energi og overskud har haft. Hvornår er nok, nok? Hvornår kan man med rette sige til sig selv, at man gjorde hvad man kunne, jeg kæmpede med alt hvad jeg indeholder, men nu kaster jeg håndklædet? Jeg ved det ikke og det er jo nok også meget individuelt. Men min grænse er nået nu hvor jeg ikke ser nogen anden udvej, end at passe på mig selv og vise mig selv den respekt at sige stop og så tage de konsekvenser der nu vil følge med denne beslutning.

For sidste gang…

Klokken er 7.30 da jeg åbner døren ind til mit kontor på arbejdet. Jeg tænder computeren, åbner vinduet og sætter kaffe over. Alt er fuldstændig som det plejer, men jeg ved at det langt fra er som det plejer. For jeg ved at alt hvad jeg gør nu, det er jeg igang med at gøre for sidste gang. Det er en hel ubeskrivelig vemodig følelse og jeg tager mig selv i at tænke flere gange: Er det nu det rigtige Maja? Du kan stadig nå at fortryde, eller måske bare udskyde det lidt endnu. Men blot ved et kort forbigående blik på stolen ved siden af min, bliver jeg lyn hurtigt overtaget af alle de forfærdelige, ødelæggende og modbydelige følelser, som er grunden til min beslutning i dag.

Jeg går igang med at rydde ud i mine skuffer og på min computer. Jeg pakker mine ejendele ned og går ud for at få lidt frisk luft, inden jeg går ned af gangen. En kollega kommer ud til mig. – Hvad søren sker dig med dig Maja? Du ligner en der godt kunne bruge et kram. Og man må sige at han ikke kunne have mere ret i sin observation. Jeg får en skøn krammer og tænker: Hvor er det bare ikke fair at jeg bliver nødt til at gøre det her, når jeg har så mange fantastiske kollegaer og et spændende job. Kan det virkelig være rigtigt at to personer ud af en hel arbejdsplads fyldt med skønne mennesker, skal få lov til at ødelægge mig så meget? Nej det kan ikke være rigtigt, men det er ikke destomindre hvad der er sket.

Nu er det nu…

Jeg trækker vejret dybt tre gange, tager min taske og går ned og banker på chefens kontor. Jeg får lagt min opsigelse og går for sidste gang ud af døren på min arbejdsplads. Jeg får i mit hoved på vej ud på parkeringspladsen, taget afsked med de sidste 4 år af mit liv. 4 fantastiske år som jeg har lagt alle mine kræfter i og som har givet mig så meget både fagligt og personligt.

Men det sidste halve år har været forfærdeligt og jeg har været ved at knække flere gange undervejs. Jeg kæmpede, ikke mindst på grund af den store opbakning jeg har haft. Men jeg knækkede og må erkende, at jeg tabte kampen mod mobning.

Jeg er så ked af at jeg måtte give op i dag, det gør så ondt helt ind til rygmarven. Men det var en beslutning som var nødvendig, ellers er jeg alvorligt bange for jeg om meget kort tid, havde mistet mig selv fuldstændig.

Derfor tog jeg mit livs største beslutning i dag.

Giv et ekstra kram til jeres sidemand, han har måske brug for det. Pas på hinanden og vær søde ved hinanden.

Share Button
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *