Jagten på lykke

0 Flares Twitter 0 Facebook 0 Filament.io 0 Flares ×

Vi søger den, vi ser den i små glimt og når den viser sig, så kæmper vi med næb og klør for at holde fast i den. Jeg har kæmpet de sidste år for at finde den og holde fast i den, jeg har som de fleste oplevet den flere gange i alle mulige former. Nogle gange i små glimt, så som når jeg ved et tilfælde overhører en samtale imellem mine piger på 10 og 7 år.

Luna: “Jeg har en gave til dig Melia. Jeg har købt den her skoletavle til dig, som du ønskede dig”

Melia: “Har du selv købt den til mig?”

Luna: “Ja, for mine egne lommepenge”

Melia: “Du er den bedste storesøster i hele verden”

Eller når jeg sidder til en almindelig familiemiddag og der pludselig opstår en situation hvor vi får et total grineflip allesammen. Altså sådan et grineflip af de helt store, hvor vi slet ikke kan stoppe igen og tårene triller ned af alles kinder.

Andre gange har jeg oplevet den af lidt længervarrig karakter. Som når jeg har mærket kærligheden banke på. Den der nye spirrende kærlighed, hvor man render rundt i en rus af småsindssyge og sommerfugle i maven. Den der hvor man næsten ikke kan være i sin egen krop, og man har konstant kvalme (men en god kvalme) og har bare lyst til at skrige sin glæde ud.

Eller når man har knoklet på et projekt på arbejdet, og man har lagt alt sin energi i det fordi man troede så meget på det. Og når resultatet så kommer, er det en kæmpe følelse af sejer, glæde og en følelse af at det nytter at knokle og mit arbejde gør en forskel.

MEN…

ofte oplever jeg, at de her glimt som der egentlig er mange af, bliver overskygget af en skuffelse/frustration over ikke at kunne fastholde dem. Kort efter pigernes samtale, så skændes de måske over uenigheder i en leg. Grineflippet til familiemiddagen bliver afløst af en praktisk snak om ting der skal løses. Den spirrende kærlighed slutter måske ligeså hurtigt og brat som den var opstået, uden du aner hvorfor og sommerfuglene bliver på et split sekund erstattet af en mavepuster. Tiden efter dit projekt på jobbet, bliver afløst af rutine opgaver og din energi daler lidt igen.

Set i bakspejlet, så tror jeg min største udfordring ligger i, at jeg måske kæmper en forkert kamp. Måske ligger fejlen i at jeg kæmper for at fastholde lykken, for hvornår er det man forsøger at fastholde noget rart? Er det ikke når vi enten er ved at miste det, eller måske har mistet det? Og for mit vedkommende så kommer den fastholdelses kamp, til at fylde langt mere end lykken i sig selv gjorde. Og med dette adfærdsmønster kan jeg se, at jeg faktisk går hen og bliver “bange” for at opleve lykken. Jeg begynder ubevidst at bygge et skjold op, hvor jeg ikke tillader mig at være 100% glad. Jeg holder mig selv nede og stiller mig selv på sidelinjen og kigger på glæden og lykken i stedet for. Hvorfor gør jeg det? Det er da tåbeligt. Men det gør jeg vel i et misforstået forsøg på at passe på mig selv. Hvis jeg nu holder lidt igen, stiller mig på strandkanten og kigger på, og ikke lader mig flyde helt med på de her lykkebølger. Men sætter forden ned og sørger for jeg hele tiden kan bunde, så kommer jeg ikke ud på det dybe vand og dermed er risikoen ikke ligeså stor, for at det går galt. Men så fratager jeg måske også mig selv muligheden for at opleve mange flere og større lykkeglimt, for er det ikke ude på det åbne hav at bølgerne er flest og størst?

Jeg tror at løsningen ligger i, at flytte fokuset fra at fastholde lykken og glæden, for ved ordet fastholde ligger en undertone af “bange for at miste”. Men i stedet for fokusere på for det første, at turde overgive sig til bølgerne og ride med på dem. Og for det andet stole på, at vi nok skal klare den hvis vi falder af i ny og næ (for det vil vi gøre). De fleste af os kan svømme og det er også noget af det første vi lærer vores børn, så vi skal nok komme i land igen. Og der ud over har vi alle også den mulighed, at åbne vores øjne og række ud for at få hjælp af alle de andre omkring os, som rider på bølgerne lige ved siden af.

Der er bølger nok til os allesammen, vi behøver slet ikke at kæmpe om dem. Men vi kan vælge at bare stå på strandkanten og kigge på dem og nyde dem derfra, eller vi kan vælge at kaste os ud i dem og opleve dem, nyde dem og stole på at vi nok skal kunne komme i land igen når vi styrter. Og så tage en tur mere når vi har fået vejret.

Brug det turpas som vi alle får udleveret ved fødslen og som først udløber når vi dør. Tag så mange ture på de bølger du overhovedet kan nå. Og lad være med kun at være den der står og vinker til de andre.

Vælg lykken, i stedet for at kigge på den.

 

Social Share Counters

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *