Jeg så døden indtræde

0 Flares Twitter 0 Facebook 0 Filament.io 0 Flares ×

I Påsken havde jeg den forfærdeligste men dog også smukkeste oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg har tænkt på den her oplevelse hver eneste dag lige siden, med både tårer, sorg, smil og taknemmelighed.

Jeg vågner ved min telefon ringer kl. lidt i 5 om morgenen, det er min mor som med bævrende stemme siger: Hej skat, undskyld jeg vækker dig. Men vi har siddet ude på hospitalet ved farmor det meste af natten, og det ser ud til at det er meget snart. Så hvis du skal nå at sige farvel, er det nok ved at være nu.

Jeg skynder mig i tøjet og får hurtigt lagt besked på arbejdet om at jeg ikke kommer. På vej i bilen kan jeg mærke min mave trækker sig sammen og en voldsom kvalme vælter ned igennem mig. Der er ikke mange biler på vejene, tankerne flyver rundt i hovedet på mig da der i den modkørende bane, kommer en ambulance kørende med udrykning. Jeg mærker i det samme at tårende triller i en let strøm ned af mine kinder. I elevatoren på vej op til 24. etage, står der en mideladrende kvinde og en ældre mand. Jeg ved ikke om kvinden kunne se jeg havde grædt, eller om jeg bare så trist ud, men hun kigger meget intenst på mig, jeg forsøger at frembringe et lille smil og kigger derefter væk igen. De skal af før mig og da dørene åbner og de er på vej ud, vender kvinden sig om imod mig og siger: Det skal nok gå… Da dørene er ved at lukke igen, får jeg fremstammet et forsigtigt: tak.

Jeg kommer ind på stuen hvor hele min familie står rundt om sengen, jeg ser min farmor ligge og kæmpe for hver eneste vejrtrækning, hun ligner slet ikke sig selv. Min tante som står på den ene side, giver slip på min farmors hånd og vifter mig hen for at få hendes plads. Jeg tager min farmors hånd, og giver hende et kys på panden – i det samme åbner hun øjnene, jeg kan tydelig se at hun er til stede og genkender mig. Hun kan ikke tale for den besværet vejrtrækning, men da min faster spørger hende om hun godt ved at vi allesammen er her, kommer der et højt og tydeligt ja over hendes læber. Vi sidder 12 mand rundt om sengen, nogle har siddet der det meste af natten, andre af os er lige kommet, men lige nu er vi her allesammen og jeg bilder mig ind, at farmor tydeligt kan mærke det, selvom hun ryger ind og ud af bevidstheden.

Timerne går, nogle er lige taget hjem og vende andre er lige gået ned for at få lidt luft. Min fætter kommer tilbage, han har været hjemme og bage en banankage til os allesammen. Vi sidder igen alle på stuen med svigende opsvulmede øjne i en tåge af træthed og guffer banankage. Ingen af os havde rigtig fået noget at spise hele dagen, så det løftede både energien og stemningen lidt at vi alle sad med chokoladefingere og overskæg, på 24. etage med udsigt over hele Herlev. Hen på aftenen er min farmors tilstand så dårlig, hun kommer slet ikke længere til bevidsthed i små glimt, som tidligere på dagen, vi sidder alle og holder vejret hvergang hun trækker vejret, er det nu den sidste vejrtrækning.

Min far går ned og køber en flaske rødvin i kiosken, og da han kommer tilbage sætter han min farmors yndlings sang på mobilen og lægger den på hendes bryst. Det her øjeblik vil jeg aldrig glemme. At sidde med hele min elskede familie, drikke rødvin af pap-krus og tage afsked med vores mor/svigermor/farmor/bedstemor som vi holder så meget af. Hende som har været vores klippe, hende som altid har været der. Alt sammen imens vi hører Grethe Ingmann: “Dengang du var sorgløs og ung”

Vi sad alle og græd, men samtidig var der også en masse smil, grin, kram og fremfor alt SÅ ubeskrivelig meget kærlighed i det her rum. Jeg kiggede på et tidspunkt rundt i rummet. En sad og kyssede farmors hånd, to sad og hulkede og holdt om hinanden, en sad med hovedet på en andens skulder og en stod op og kiggede tomt ud af vinduet. Det her er MIN familie, MIN familie som er ramt af en dyb sorg på hver vores måde, med hver vores tanker og minder. Men vi er lige her midt i det – SAMMEN. Hvor er jeg taknemmelig for at have en familie, taknemmelig for at have lige nøjagtig denne her familie, taknemmelig for at have dem at dele glæder med, men i aller højeste grad også sorger med.

Da klokken nærmede sig 22 kom min mor tilbage, hun havde været hjemme og sove et par timer, så hun kunne sidde ved min farmor om natten. De andre som snart havde været vågn de sidste 40 timer, tog hjem for at få et par timer søvn og så komme tilbage. Jeg blev lidt hos min mor og drak en kop kaffe, da de andre var taget hjem. Jeg havde en mærkelig følelse i kroppen, jeg kunne ikke tage hjem, noget sagde mig at det var meget tæt på nu. Jeg sad en times tid sammen med min mor, på hver vores side af farmors seng. Ved 23 tiden bliver jeg enig med min mor om at det er bedst at jeg tager hjem og få et par timers søvn. Jeg rejser mig op, lægger armen om min farmors nakke, kysser hende på kinden og visker hende ind i øret: “Du behøver ikke kæmpe længere søde farmor, du må godt give slip” Og i det samme sker det voldsommeste jeg nogensinde har været vidne til. Hun åbner øjnene fuldstændig op, kigger mig lige ind i øjnene med 10-15 cm afstand fra mine øjne. Der kommer en masse lyde fra hende, som jeg dårligt kan beskrive, men jeg var ikke i tvivl om hvad der skete nu. Jeg har i de her 30-40 sekunder det står på, hele tiden øjenkontakt med hende, og pludselig sker der noget med øjnene som jeg slet ikke kan beskrive og aldrig har set før. Men det der sker her er uden tvivl at sjælen forlod øjnene og kroppen, og derefter lå hun helt stille og fredfyldt.

Jeg rystede over hele kroppen, jeg var SÅ chokeret over det der lige skete. Jeg har set mine andre bedsteforældre efter de var døde, men jeg har aldrig set et menneske dø. Og jeg var slet ikke forberedt på hvor voldsomt det så ud og at det tog så lang tid, altså selve det at dø. Jeg havde en forestilling om, at det “bare” ville være en sidste tung udånding og så stoppede man med at trække vejret. Men at det tog imellem et halvt og et helt minut med en masse voldsomme lyde og rystelser, det chokerede mig i den grad.  Men når det så er sagt, så er jeg evigt taknemmelig for at jeg fik lov til at sende min farmor afsted på sin sidste rejse.

Vi fødes alene og vi dør alene. Men at jeg har fået lov til at være den første til at tage imod mine børn og den sidste til at slippe min farmor, er de største gaver livet har givet mig.

Social Share Counters

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *