den gode skilsmisse
0 Flares Twitter 0 Facebook 0 Filament.io 0 Flares ×

Det er lørdag, klokken er 19.04 og jeg har friweekend.

Jeg har fået nået alle de praktiske ting som jeg ikke har fået gjort de sidste 2 uger siden sidste friweekend. Jeg nyder at kunne gøre præcis som jeg har lyst til, jeg skal ikke sørge for mad til noget bestemt tidspunkt, der skal ikke smørers madpakker og pakkes tasker til imorgen, jeg behøver ikke tjekke forældreintra i dag, jeg behøver ikke finde på børnevenlige aktiviteter, jeg kan bare være mig og spise en rugbrødsmad når sulten melder sig.

Men det er også i de her weekender jeg har tid til at tænke… Tænke over det her liv og de udfordringer som jeg står i som alenemor og fraskilt. Alle snakker om den gode og den dårlige skilsmisse. Den gode skilsmisse hvor man er enige om at gå hvert til sit, har et godt samarbejde omkring børnene. Man har selv løst den økonomiske konsekvens af skilsmissen, ønsker hinanden helt oprigtigt det bedste for fremtiden osv. Og den dårlige skilsmisse, som ender i statsamtet fordi man slås om børnene, ikke kan tåle synet af hinanden og bekæmper hinanden på alle tænkelige måder.

Men hvad med den gode-dårlige skilsmisse?

Findes den? Eller er det den vi kalder den gode skilsmisse som stadig er svær og hård at komme igennem, men som vi ikke taler så meget om. For enten har vi fokus på at få vendt den dårlige skilsmisse til en god skilsmisse med fokus på et samarbejde mellem forældrene. Eller også har vi fokus på vigtigheden af den gode skilsmisse og hvor altafgørende det er for børnene. Jeg er fuldstændig enig i, at børnene i en skilsmisse er det ALLER vigtigste, og det er vores børn der skal sættes før alt andet. Så den gode skilsmisse er altid det som skal være udgangspunktet og det som bør være alles mål i sådan en situation. Når det så er sagt, så ønsker jeg at belyse, at selv den gode skilsmisse VIRKELIG også kan gøre ondt og spænde ben, og ofte på områder man slet ikke havde overvejet eller set komme.

Jeg vil forsøge at invitere jer lidt ind i det kaos der kan være i en god skilsmisse.

Min eksmand og jeg besluttede os for at blive skilt for havandet år siden, efter 12 års sammenliv. Det var en almindelig hverdagsaften efter pigerne var lagt i seng. Vi havde en rigtig god snak, og vi var enige om at vi havde kæmpet det der skulle og kunne kæmpes. Vi var ikke glade længere, vi gjorde hinanden kede af det og vi måtte indse at utroskab ikke kunne glemmes og kun skabte nye udfordringer til vores forhold, selvom vi prøvede at overleve det. Den aften var faktisk fuld af en enorm lettelse for os begge to. Vi krammede og var enige om at det her skulle ske og gennemleves med pigerne i fokus. Vi var helt enige om, at vi kunne og skulle klare det her selv og have en tæt dialog omkring alt det praktiske. Vi blev enige om at jeg blev boende og jeg havde alle udgifter der vedrørte børnene, til gengæld fik jeg børnepengene. Min eksmand blev boende hos os til han fandt noget andet, og sov på en madras i stuen et par måneder efter vi havde taget denne beslutning. Her støtte vi allerede på vores første udfordring. For min eksmand fandt efter få uger en ny kæreste, i mens han stadig boede hos os. Det havde jeg det naturligvis meget svært med, men vi snakkede stadig godt sammen og forsøgte at klare situationen konstruktivt. Jeg havde et krav om at pigerne ikke blev involveret i hans nye forhold nu, men til gengæld skulle jeg nok indvilge i at bytte dage med pigerne, så han kunne se sin nye kæreste.

Flytningen:

Min eksmand flyttede efter et par måneder til nabobyen, og vi var enige om en 7/7 deleordning. Men det viste sig hurtigt at blive en katastrofe, pigerne trives på igen måde i det, de var så ulykkelige. Personalet i institutionen var meget hjælpsomme og vi havde et tæt samarbejde med dem. Men en dag hvor jeg skulle aflevere dem, gik det fuldstændig galt. Pigerne græd og holdt fast om mine ben imens de skreg at de ikke ville hjem til deres far. Der knækkede jeg for første gang. Selvom vi som forældre har et godt samarbejde og er enige om hvordan vi skal køre det, så var pigerne slet ikke enige, de havde det så forfærdeligt. Personalet tog fat i mig og sagde: Det der er altså “overgreb” på jeres børn, de har det så skidt. Jeg tog en snak med min eksmand og han var enig, vi måtte gøre noget andet, børnene var vigtigst. Vi ændrede ordningen til en 9/5 ordning, men heller ikke det hjalp på pigernes trivsel. De var stadig meget kede af det og ville ikke hjem til deres far. De ville gerne være sammen med deres far, de ville bare ikke sove der. Vi snakkede igen, og blev enige om at han havde dem hver anden weekend, og et par hverdage efter skole indtil sengetid, så kom de hjem til mig igen. Det virkede, pigerne blev langsomt gladere og stille og roligt søgte deres far mere og mere.

Pigernes far fik efter nogle måneder en ny kæreste, og denne gang valgte han at involvere pigerne fra starten af. På trods af mine egne følelser i den situation, så valgte jeg at gå 100% ind i det og bakke op om det. Pigerne blev stille og roligt mere og mere glad for fars nye kæreste og hendes børn. Vores ordning fortsatte og pigerne trives i det. Den ældste havde dog stadig sine udfordringer og havde det skidt i skolen. Jeg tog kontakt til skolens ledelse og vi fik sat en netværksgruppe op, for at hjælpe hende bedst muligt. Der ud over tog jeg kontakt til en privat børnelæge, da hun også fysisk fik problemer og hun startede i et forløb over nogle måneder. Efter få måneder var der markant bedring og vi fortsatte vores tiltag for at hun kunne få det bedre.

Nu er der gået halvandet år siden skilsmissen. Og pigerne trives, stadig med samme ordning og de har vænnet sig til deres nye situation. Og nu er jeg havnet her hvor al min energi på børnene har båret frugt, de trives og har det i det store billede godt. Og nu dukker alt op omkring mig selv, mit liv og min fremtid.

Først nu kan jeg tænke tanker og mærke det som har været min pris i den her proces. Jeg har i halvandet år sat alt på stop vedrørende mig selv, og det skal man også gøre efter min mening, sådan er det når man har har børn. Men nu står jeg så her hvor jeg halvandet år efter, skal tage mig af mig selv. Og pludselig kan jeg dårligt mærke mig selv. Angsten melder sig, er der overhovedet et liv efter det her? Altså et Maja-liv, for selvfølgelig er der et liv og også et godt et af slagsen, for jeg har to fantastiske piger. Men nu har jeg tid til at tænke lidt over mit Maja-liv. Findes det overhovedet ude på den anden side? Og må man overhovedet have en lyst til sådan et liv også? Og er der kun den mulighed der hedder delefamilie?

Jeg får koldsved ved tanken om en delefamilie, kan jeg overhovedet være papmor? Vil det overhovedet kunne fungere? Vil en mand overhovedet kunne være papfar for mine børn?  Omvendt, vil jeg kunne leve resten af mit liv som alenemor, med engangsknald i ny og næ for at få dækket et fysisk behov og for at få lidt opmærksomhed? Sådan har jeg levet det sidste halvandet år, hende som man kan få et knald med i frokostpausen, eller når hun kan få passet sine børn. Og sådan har jeg haft det godt med at leve mit liv indtil nu, og har det stadig godt med at leve mit liv sådan. Men tankerne falder på om jeg kan leve sådan resten af mit liv.

Jeg føler jeg står mellem pest eller kolera.

Jeg sætter mine børn over alt andet. Jeg vil under ingen omstændigheder tvinge dem ind i en delefamilie hvor de får presset papsøskende, papfar, nye rutiner, deleværelser og deleliv ned over sig, bare fordi mor har brug for kærlighed og nyt familieliv. Men omvendt ved jeg ikke om jeg kan leve resten af mit liv med overfladiske engangsforhold eller elskerindeforhold.

De kloge som har været igennem samme situation, vil sikkert sige: træk vejret Maja, du skal nok finde kærligheden, og så vil du grine af dig selv over at du var så bekymret for om man kunne leve lykkeligt i en delefamilie. Men jeg kan ikke lade være med at stille det spørgsmål: er det virkelig enten eller? Findes der ikke en mellemløsning?

Jeg har tilsidesat hele mit privatliv og egne behov i den her skilsmisseperiode.For mit fokus lå udelukkende på at mine børn skulle komme igennem det, uden at skulle forholde sig til mors nye kærester og valg som hun tog udfra egne behov. Kan man egentlig leve sådan et liv resten af ens liv når man er knap 35 år? Kan man leve et parallelt liv, hvor man er 100% mor når man er mor, og så udleve kærligheden når man ikke er mor? Eller er det sat, at man skal finde kombien i en delefamilie?

Jeg kender ikke svaret på spørgsmålet, men det jeg har lært af min egen skilsmisse det er, at den gode skilsmisse den findes og den er med børnene i fokus. Men selv den gode skilsmisse gør ondt, for du skal finde ud af hvem du er når du ikke var den du troede du var i dit ægteskab. Jeg er stadig på en lang rejse, men mit råd indtil nu er:

ALTID BØRNENE FØRST, derefter kan du finde ud af hvem du selv er, og hvad dine behov er.

Og måske er der flere farvenuancer i paletten. Måske er der ikke kun “alenemor med engangsknald og løse forhold” eller “den perfekte delefamilie” Måske er der både en tredje og syvende løsning.

 

Share Button
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *